Deltidsmor:
Rollen som deltidsmor falder mig faktisk meget naturligt, jeg jongere gennem skoven med drengen på armen, hans snack i den ene hånd og den anden hånd på hans klapvogn.
Jeg er begyndt at spise af drengens talerken, da jeg brokkede mig til Paula, kiggede hun bare på mig og sagde, jamen sådan gør jeg også ”JA, du er jo forhelvede hans mor”
Forleden var jeg ved at tage billeder af noget mens jeg passede Daniel, da en dame kom forbi og spurgte om hun ikke skulle tage et billede af mig og min skønne søn.
Men alle mine anstrengelser og mindre sammenbrud over at være så tæt på drengen har virket, i dag gav han mig et kys og et kram. Så nu føler jeg mig rigtig velkommen i familien. Paula blev så glad for det at hun nærmest hoppede i luften af glæde.
Og med en lille pige? Jo, forleden sov jeg i en trøje med indtørret gylp på ærmet – jeg var for træt til at skifte. Jep, jeg ved det, sørgeligt. Samme dag som med gylpede nattrøje, sad og forgæves og prøvede at give hende sutteflaske, da jeg på et tidspunkt endnu en gang ville tjekke temperaturen, så jeg prøver mit håndled, det næste der sker er at jeg stopper med at tænke – nej virkelig, jeg beder mine 2 guldfisk jeg har svømmende rundt og at holde en pause – jeg nemlig drypper 2 små dråber ud på min tunge! Jep, du læste rigtigt. Sekundet før de rammer flyver denne tanke gennem mine hoved ”WHAT? Det jo ikke almindelig mælk” og derefter panikker jeg og begynder at prøve at rense min mund mens jeg bliver ved med at sige ”ad ad, det er Paulas brystmælk” dette resultere i et mindre sammenbrud, en baby der stopper med at hyle og bare glor op, og en 2 årig der står helt stille og bare siger ”milk, milk, babys milk”
Alle mine børne oplevelser giver mig tilgengæld 2 glade tanker; 1. jeg behøver ikke at panikke om at få børn - jeg skal nok klare det. 2. jeg kan godt vente en rum tid med at få dem ;D
11 september 2011
Ja, som i nok har opdaget var jeg i USA under 10 års dagen på terrorangrebet, så det ville jeg ikke have skulle gå hen over hovedet på mig, så jeg tog med Sofie ind til Washington. Her var vi på Newseum, hvor de havde en ekstra udstilling om FBI under angrebet og lidt ekstra i dagens anledning. Derefter tog vi hen til Det Hvide Hus, hvor jeg rørte ved Obamas luft – Jep jeg har rørt luften over Obamas ræsplæne, den er der ikke mange mennesker på denne jord der kan slå. Hahah. Klap dig selv på skulderen Tanja. Da solen gik ned besluttede vi os for at gå tage metroen tilbage, her skiltes vi i p-kælderen for at gå til hver vores bil.
Men intet er så nemt som det lyder, for der hvor jeg kiggede var der ingen bil – nårh ja, jeg parkede oven på, men der var heller ingen bil, så jeg måtte ringe panisk til Sofie, som kom tilbage og sammen kørte vi rundt i p-kælderen for at finde min bil. Og jo mere vi kørte jo mindre kunne jeg huske.vi så de samme biler igen og igen, og blev ved og ved med at køre rundt, og så sofie spurgte hvordan bilen så ud, var min kløgtige svar ”Den er sort og en Honda?” Sekundet før jeg begynder at græde, kører Sofie ned i bunden (på trods af at jeg i hvert fald aldrig var gået op af trapper fra min bil) og wupti. Der holder bilen så smukt parkeret.
TT= Tumpe Tanja
Mind hånd og Obamas luft.
Så skræmmende, og ubehageligt at tænke på.
Så sandt som det er sagt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar